Du har helt sikkert fået anbefalet yoga af andre kvinder, som har lavet yogaøvlser, mens de var gravide. Og af god grund.
Yoga for gravide er en af de absolut mest velegnede måder at holde sig i gang under graviditeten, når alene tanken om en tur i fitnesscenteret eller en løbetur resulterer i akut kvalme.
Gør din graviditet mere behagelig med Yoga
Tommelfingerreglen for, hvor aktiv du kan være under din graviditet, er altid, at du skal føle dig tilpas. Og tilpasheds-barometeret slår kraftigt ud, når det handler om yoga: Blide bevægelser, lette stræk og aktivering af den dybtliggende muskulatur er med til at få kroppen i ro og skaber balance fra top til tå.
Yoga giver ro i sindet
De kvinder, som har anbefalet dig yoga for gravide, har sikkert også fortalt, hvor vigtigt det er at føle sig i kontakt med kroppen, når fødslen er i gang. En af fordelene ved gravidyoga frem for f.eks. fitness-træning er nemlig, at det ikke handler om at tæske igennem på en maskine eller få pulsen helt op i det røde felt. Sindet og den mentale balance spiller en stor rolle i yoga og naturligvis også under en fødsel.
Via vejrtrækningsøvelser og fokus på dit indre, gør yoga dig i stand til at lytte mere effektivt til din krop. Det er en indsigt, man kan bruge i mange af dagligdagens facetter. Men særligt under en fødsel kan det være en fordel at kunne kontrollere sit åndedræt og bruge det aktivt for at stresse kroppen af.
Nem gravidyoga og yogaøvelser hjemme i stuen
Der findes mange steder, som tilbyder yogaforløb for gravide. Men inden du kommer så langt, kan du selv teste, om gravidyoga er noget for dig.
Vi har fundet en af de bedste videoer om yoga for gravide. Her kan du sammen med den gravide yogalærer Tammy prøve på din egen krop, hvad yoga kan gøre for dig.
Husk, at du gerne må varme lidt op, inden du går i gang med at følge Tammys instruktioner. Sving f.eks. armene, lav nogle squats, og nogle lette stræk. Gentage øvelserne et par gange, så kroppen er varm og fleksibel.
Øvelserne er nemme, og de fleste uden særlig yogaerfaring kan følge med i både øvelser og tempo. Husk også, at det først og fremmest handler om at få bevæget kroppen. Du skal ikke opnå noget bestemt. Så hvis en øvelse ikke lige passer dig og din krop, hopper du den naturligvis over. Og hvis du føler, at en af øvelserne rammer den helt rigtige ømme muskel, kan du jo blive lidt længere i stillingen.
Yoga er ikke kun for gravide. Læs mere om, hvordan yoga kan være hjælp i en stresset hverdag her.